Vedtægter for Gislinge Vandværk
§ 1
Gislinge Vandværk af 1959 er et andelsselskab, hvis navn er Gislinge Vandværk af 1959.
§ 2
Selskabets formål er på bedste og billigste måde at levere vand til forbrugerne.
§ 3
Som medlem betragtes enhver, der har undertegnet den bindende tegningsliste. Ønsker nogen at indtræde i selskabet efter dettes stiftelse, vil dette kun kunne ske efter bestyrelsens nærmere bestemmelse i hvert tilfælde.
§ 4
Hovedledningen og stikledningen til stophanen samt boring og pumpestation tilhører selskabet og og vedligeholdes af dette på bestyrelsens foranledning. Ingen forbruger må under noget som helst forhold foretage ændringer eller rettelser egenmægtigt ved ovennævnte dele. Skulle der opstå fejl eller mangler, må bestyrelsen, eller hvem dertil har antaget, rette mulige fejl.
Installationen efter stophanen vedligeholdes af ejeren, der som medlem er pligtig at lade selskabet foretage opgravning på den ham tilhørende grund eller grunde for nedlægning af rørledninger, også for senere udvidelser fra bestående ledningsnet.
§ 5
Den til hovedanlægget nødvendige kapital skaffes til veje ved lån, for hvilke samtlige andelshavere hæfter solidarisk een for alle og alle for een. Indbyrdes hæfter de alle i forhold til den faste månedlige afgift. På bestyrelsens forlangende er medlemmet forpligtiget til at lade en servitut tinglyse på sin ejendom, hvorefter denne skal være forpligtet til at tage vand fra vandværket.
§ 6
Såfremt et medlem afgår ved døden, overgår hans rettigheder og forpligtelser til hans retmæssige arvinger. Ved ejendomssalg skal sælgeren drage omsorg for, at hans rettigheder og forpligtelser over for selskabet overdrages køberen.
§ 7
Samtlige årlige udgifter til forrentning og afdrag at optagne lån påliges i henhold til tegningslisten og opkræves 2 gange årlig. Det samme er tilfældet med opkrævning til driftsudgifterne, der fordeles mellem medlemmerne med tillæg for særlig stort vandforbrug, herunder forbrug til erhvervsøjemed. Er de forfaldne beløb ikke indbetalt til tiden, skal bestyrelsen foranledige vandtilførslen afbrudt.
§ 8
Selskabets anliggender varetages af en bestyrelse bestående af 5 medlemmer, der vælges med henholdsvis 2 og 3 medlemmer hvert andet år. Bestyrelsesmedlemmerne vælges ved den årlige generalforsamling, på hvilken der også vælges en suppleant. Ethvert medlem er pligtig til at modtage valg, men er berettiget til at undslå sig genvalg i lige så lang tid, han har fungeret. Valget er bindende for 2 år ad gangen. Bestyrelsen konstituerer sig selv. Bestyrelsen repræsenterer og forpligter selskabet i alle anliggender og er således berettiget til at afslutte retshandlinger på dets vegne, derunder underskrive entreprisekontrakt og lånedokumenter.
§ 9
Bestyrelsen har myndighed til at underskrive kontrakt om vandforsyning til eventuelle større forbrugere, f.eks. mejeri, fabriksvirksomhed o.l., herunder institutioner som skoler, præstegårde, brugsforeninger m.v. Sådanne forbrugere har ingen stemmeret, såfremt de ikke er andelshavere.
§ 10
Regnskabet revideret af 2 revisorer, der vælges for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted og nægtes. Regnskabsåret er fra 1. januar til 31. december.
§ 11
Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed. Ordinære generalforsamlinger afholdes i hvert års marts måned. Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 25% af medlemmerne forlanger det. Sådanne generalforsamlinger er beslutningsdygtige uanset de mødtes antal, idet dog lovændringer kun kan finde sted på ordinære generalforsamlinger, når mindst halvdelen af medlemmerne er mødt, og mindst 3/4 af de mødte stemmer herfor. Sager, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indgives skriftligt til formanden inden 1. marts. Indkaldelse til generalforsamling bekendtgøres med 8 dages dages varsel.
§ 12
Selskabet er forpligtet til efter bedste evne at opretholde en uforstyrret drift, men påtager sig intet ansvar for evt. afbrydelser.
§ 13
Selskabets bestyrelse har ret til at lukke for vandtilførelsen til et medlem:
a) såfremt dette ikke holder sin installation i orden i.h.t. § 4
b) såfremt dette ikke rettidigt betaler sine afgifter i henhold til § 7
c) i tilfælde af misbrug eller unødig spild af vand
Oplukning kan kun finde sted, når medlemmet til denne dato fuldt ud har indbetalt sin skyld tillige med omkostninger ved lukning og genoplukning. Bestyrelsen eller den befuldmægtigede har uhindret adgang til at besigtige medlemmernes installation.
§ 14
I tilfælde af længere tørkeperiode med deraf følgende unormalt stort vandforbrug skal medlemmerne straks efterkomme de af bestyrelsen udstedte forordninger vedrørende vandforbruget.
§ 15
Ved salg af byggegrunde eller deling af en bestående ejendom er den fraskilte del at betragte som en ny ejendom.
§ 16
Den opkrævede vandafgift gøres frugtbringende i en bank eller sparekasse, indtil der er brug for den. Udtræk kan kun finde sted ved formandens og kassererens underskrift.
§ 17
Har et medlem forbrudt sig mod disse vedtægter, er det en selvfølge, at intet andet medlem må tilstede ham adgang til værkets vand på deres ejendom. Sker det alligevel, er vedkommende medlem efter bestyrelsens bestemmelse ifaldet en bøde fra 10 til 100 kr. Tillader i øvrigt et medlem uden særlig tilladelse fra bestyrelsen en uvedkommende over længere tidsrum at aftage vand fra sin vandhane, er han samme mulkt underkastet.
§ 18
I søgsmålstilfælde er medlemmet forpligtet til at udrede de dermed forbundne omkostninger.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 30-9-59.
Bestyrelsens egenhændige underskrift:
Svend Andersen
Kaj Nielsen
Werne Frandsen
Knud Sørensen
Henry Jensen