Spørgsmål og svar
Hvordan kan der spares på vandforbruget?
Hver gang, du sparer på vandet, er du med til at sørge for, at vi også har rent grundvand i fremtiden. Det er godt at tænke på, hver gang man tænder for vandhanen - både på badeværelset, i køkkenet og på skolen.
Vandspild er overflødigt forbrug, som ingen har glæde af. Det drejer sig om alt fra dryppende vandhaner til utætte installationer. Desværre er de sidste både de sværeste at opdage og de mest kostbare, fordi det ofte drejer sig om enorme mængder vand fra selv en lille sprække.
Sluk for vandet mens du:
- børster tænder
- sæber dig ind i brusebadet
Hvor lang tid er vand drikkeklart i køleskab?
Hvis flasken som vandet er hældt i ellers er ren, bør vandet kunne holde sig uendelig lang tid i køleskabet.
Nu er flasken imidlertid ikke steril, og den bliver åbnet og lukket gentagne gange, hvilket betyder, at der kan tilføres bakterier fra omgivelserne.
Det betyder, at den reelle holdbarhed er nedsat, men 1-2 uger bør vandet kunne holde sig i køleskabet.
Misfarvet vand – hvordan kan det ske?
Nogle forbrugere kan opleve, at der i en kort periode kommer misfarvet vand ud af vandhanen. Det sker i forbindelse med brud, ledningsarbejde eller andre forstyrrelser i vandforsyningen.
Vandet kan være brunt, rødt, sort og indeholde sorte partikler. Det kan også smage metallisk. Denne misfarvning er uskadelig og uden sundhedsfare. Den skyldes et kortvarigt forhøjet indhold af jern og mangan i drikkevandet. Jern og mangan er ikke sundhedsfarligt f.eks. indeholder vitaminpiller jern og mangan. Det er naturlige stoffer i grundvandet. Men for stort indhold af jern kan give afsmitning på vasketøj og porcelæn. Mangan kan give et fedtet og olieagtig udseende og små sorte partikler.
Hvad med vasketøjet?
Jern i vandet kan under uheldige omstændigheder sætte sig i vasketøjet. Er det sket, anbefaler forbrugerrådet følgende: Tøjet lægges i vand tilsat 1 dl. citronsyre pr 10 l. vand. Efter en halv time vrides tøjet og vaskes igennem i en varm sodaopløsning med 3 dl .Soda til 10 l. vand. Tøjet skylles og færdigbehandles som efter normal vask.
Hvad koster 1 liter vand
Det er et relativt spørgsmål. Prisen er en sammensætning af 3 afgifter: Vandafgift til vandværket, grøn afgift til Staten og vandafledningsafgift til Holbæk Forsyning.
Prisen for 1 kubikmeter vand (1000 liter) vil i 2015 se således ud:
- Vandafgift til Gislinge Vandværk 4 kr. pr. kubikmeter
- Grøn afgift til Staten 6,53 kr. pr. kubikmeter
- Vandafledningsafgift til Holbæk Forsyning 31,03 kr. per kubikmeter
Samlet pris for 1 kubikmeter vand 41,56 kr.